Filmisk trainsurfing for fuld smadder

FilmStationen er en skæv biograf, der byder på alternative filmoplevelser.
Du kan opleve syretrips, mujahedeen-lejre, koncerter, stumfilmsfester og udenlandske undergrundsfilm. Stig på toget med masser af saltstænger og farveblyanter hver anden torsdag . Afgang fra Lygten Station. - overfor Nørrebro Station. - 5A, cykelsti og S-tog lige til døren.

Narkokrigen

- Stof til eftertanke og junkfood til maven


35 år efter Nixon indledte den verdensomspændende krig mod narko, sidder over en million amerikanere nu fængslet for besiddelse af ulovlige stoffer. The War on Drugs har udviklet sig til den længste og dyreste krig i USA's historie. Og effekten af de årlige 60 mia dollars: Antallet af narkomaner er eksploderet og stofferne har aldrig været billigere. Alligevel er kampen mod stoffer fortsat målrettet mod at kriminalisere stofbrugere i stedet for at hjælpe dem – også her i Danmark.

På torsdag ser vi nærmere på konsekvenserne af denne politik og får bud på alternative løsninger, når vi klokken 19.00 inviterer til fællesspisning med mad fra Junkfood, gæster fra Dugnad Vesterbro og den amerikanske dokumentar American Drug War.

Gennem interviews med narkobetjente, bandemedlemmer, politikere og dommere beskriver filminstruktør Kevin Booth, hvordan krigen mod narko har udviklet sig. Filmen afslører også hvordan racismen har sneget sig langt ind i narkolovgivningen. F.eks. giver fem gram ”crack” samme fængselsstraf som et halvt kilo pulver-kokain, på trods af at de rent farmaceutisk ikke adskiller sig fra hinanden. 80% af de dømte crack-misbrugere i USA er sorte og de bliver altså straffet lige så hårdt som kokainpushere med BMW'en fyldt med sne.

Diskussion fik fornyet aktualitet forrige uge da Obama opfordrede til at ændre denne absurde forskelsbehandling. Han foreslår også at møde narkomaner med rehabiliterings- og sundhedsprogrammer frem for lange straffe. Og samtidig bedyrede Californiens governator Arnold Schwarzenegger at statens galoperende bankerot måske kunne bremses ved at løslade tusindevis af de fængslede stofmisbrugere og legalisere cannabis.

American Drug Wars introduceres af Michael Lodberg Olsen fra Dugnad Vesterbro. Et lokalt borgerinitiativ, der i flere år har arbejdet for at etablere et sundhedsrum til narkomanerne på Vesterbro. Dugnad Vesterbro står også bag projektet Junkfood, der vil serverer mad til fællesspisningen. En ret koster 30 kroner, og overskuddet, går ubeskåret til at drive sundhedsrummet på Vesterbro og sikre en sund og nærende kost til Københavns narkomaner.

Junkfood 19.00 / Oplæg og ”American Drug Wars” cirka 20.00.