Filmisk trainsurfing for fuld smadder

FilmStationen er en skæv biograf, der byder på alternative filmoplevelser.
Du kan opleve syretrips, mujahedeen-lejre, koncerter, stumfilmsfester og udenlandske undergrundsfilm. Stig på toget med masser af saltstænger og farveblyanter hver anden torsdag . Afgang fra Lygten Station. - overfor Nørrebro Station. - 5A, cykelsti og S-tog lige til døren.

Befriende Hindi-Animation


Film- og musikindustrien forsvarer stadig deres bagsstræberiske forretningsmodel med næb, kløer og nu også svenske domstole, men det ændrer ikke ved, at den frie kultur blomstrer som aldrig før.

Det fejrer vi på torsdag med det farverige epos Sita Sings the Blues. Filmen mixer den indiske myte om Ramayana med instruktørens eget liv. I en finurlig blanding af skyggedukker, mytiske figurer og musikalske indslag fra 20′ernes jazzikon Anette Hanshaw fortælles historien om Prins Rama, hans kone Sita og deres fælles kvaler med demonkongen Ravana.

Men ikke nok med at Sita Sings the Blues er en overrumplende imponerende bedrift af amerikanske Nina Paley, der både er producent, forfatter og instruktør til denne lille milepæl. Filmen er også revolutionerende i den forstand, at Nina Paley har givet den væk til sit publikum. “Like all culture, it belongs to you already,” som hun skriver på sin hjemmeside.

Eller som de siger det i Fanta-reklamerne: Share the Fun, wherever! Og på torsdag er det altså på FilmStationen.