Filmisk trainsurfing for fuld smadder

FilmStationen er en skæv biograf, der byder på alternative filmoplevelser.
Du kan opleve syretrips, mujahedeen-lejre, koncerter, stumfilmsfester og udenlandske undergrundsfilm. Stig på toget med masser af saltstænger og farveblyanter hver anden torsdag . Afgang fra Lygten Station. - overfor Nørrebro Station. - 5A, cykelsti og S-tog lige til døren.

Økokino: feat. The Planet+Recycled Life - kl.20

Radical changes calls for radical actions!
Kom til inciterende global genbrugsbio før isen smelter...



I samarbejde med Miljøcenter Bispebjerg inviterer FilmStationen til en torsdag aften med dokumentarfilm, snacks og masser af økologiske overraskelser.

The Planet går bag den politiske polemik og propaganda og giver et ærligt og nuanceret billede af de meteorologiske, antropologiske og geologiske ændringer som verden står overfor. Professorer, naturfotografer og vanddistributører og mange flere kaster hver især lys over nogle af de klima og landsskabsforandringer verden oplever i øjeblikket.

Statistikker og ekspertudsagn bliver samplet og mikset med elektronisk musik og sammen med den pulserende klipning tilføjer det både ekstra gennemslagskraft og ny indsigt til billederne af vores smukke, storslåede og terroriserede jord. Bag filmen står Michael Stenberg, Linus Torell og FilmStationens favorit Johan Söderberg, som udover den forbrugerkritiske "Surplus" især er kendt for at have lavet musikvideoer for U2, The Knife og The Streets.

Vi skal også helt tæt på et af de farligste og mest forurende steder i Mellemamerika i den korte og humoristiske dokumentar Recycling Life. På en gigantisk losseplads i Guatemala City har tusindevis af familer levet imellem affaldsdyngerne i mere end 60 år. For resten af verden ligner det et stinkende helvede, men indbyggerne - los guajeros - kan ikke undvære losspladsen, som de minutiøst gennemtrawler for at finde ting, som endnu ikke har fortjent at gå op i røg . Los guajeros lever som omvandrende genbrugsbutikker og er et smukt eksempel på, hvor meget nytte der kan vrides ud af de mange ting vi hver dag smider ud.

I dagens anledning bliver stationen desuden forvandlet til et filantropisk stormagasin, hvor du udover drikkevarer også kan købe tøj, bøger og dvd'er for 10 kr.