Filmisk trainsurfing for fuld smadder

FilmStationen er en skæv biograf, der byder på alternative filmoplevelser.
Du kan opleve syretrips, mujahedeen-lejre, koncerter, stumfilmsfester og udenlandske undergrundsfilm. Stig på toget med masser af saltstænger og farveblyanter hver anden torsdag . Afgang fra Lygten Station. - overfor Nørrebro Station. - 5A, cykelsti og S-tog lige til døren.

Tyrkisk Stjernekrig - kl.20


Drop originalerne og nyd kopierne
- Sagaen er kun lige begyndt.

For længe længe siden i en tyrkisk galaxe langt herfra trues universet af et ondsindet firkløver. To behårede mænd i farvestrålende kostumer, en blinkende blå robot og en kvinde klædt som Cleopatra har sat sig for angribe vores standhaftige tyrkiske helte.

Luke Skywalker er godt nok sendt på pension, men med flittig brug af "lånte" effekter fra George Lucas´ legendariske film leder Cuneyt Arkin og Ayetkin Akkaya den intergalaktiske modstandskamp i dette blæsende action eventyr.

Det er ikke poleret filmkunst, men et bevis på, at film ikke nødvendigvis kræver hverken budget eller historie for at blive til noget.

Zombier klædt i toiletpapir, sværd af sølvpapir og et soundtrack, der er tyvstjålet fra Indiana Jones, Abernes Planet, Flash Gordon og en række kendte 80'er westerns.

(Tyrkisk tale + engelske undertekster)